Et sært og slangeagtigt dyr blev første gang omtalt i en tekst ved navn Kojiki fra det 8. århundrede, som i øvrigt er den ældste japanske tekst man kender.
Der har, efter 2. verdenskrig, været en del iagttagelser af et dyr, man mente kunne være en tsuchinoko, men mange har været skeptiske og har ikke helt troet på væsnets eksistens. De fleste – også japanerne – henregnede den i mange år til mytologiens verden.
Men ikke alle og interessen for at finde dyret er blomstret op på ny. En japansk landsby var for nylig arnestedet for en massiv monsterjagt, da hundredvis af mennesker mødtes i håb om at fange den legendariske kryptid. Den store eftersøgning fandt sted i byen Higashishirakawa, som afholder en årlig festival for at fejre det slangelignende væsen.
Tsuchinoko blev noget af en sensation i Japan i slutningen af 1980’erne efter en række påståede iagttagelser af det mærkelige væsen, der blev spottet i forskellige landsbyer i hele landet og i dette års eftersøgning deltog mere end 800 mennesker i håb om præmien på 8.600 $ (omkring kr. 60.000) til den, der fanger det berømte væsen.